Hvorledes min svenske ven Christer Hugo måske kan være medårsag til, at den Svenske Kirke går ad Helvede til.

En lang beretning af Kjeld Thorsen, fhv. formand for Unitarisk Kirkesamfund.

I begyndelsen af april i år fik Unitarisk Kirkesamfund en spændende mail i vores fælles mailbox, der lød sådan her: ” Mitt namn är Christer Hugo, jag är präst i Svenska kyrkan och var i kontakt med er för sådär sju-åtta år sedan. Betraktar mig numera som icke-teist - i praktiken ateist, men samtidigt med en känsla/fölelse av att andliga, icke-materiella värden är viktiga. T ex Spinozas filosofi och gudsbegrepp har betytt mycket för mig. Tror också det finns behov av gemenskaper och sammanhang där existentiella frågor och livsfrågor kan få rum, i en öppen rymd. Egentligen tänker jag att unitarisk universalism är den andliga åskådning jag numera står närmast, men tyvärr finns ju inga sådana kyrkor i Sverige. Kanske är just Det Unitariske Kirkesamfund det som kommer närmast UU?

For mig lød det rigtig spændende, at der fandtes en svensk præst, der var udogmatisk og søgende, som var filosofisk interesseret og tilmed interesseret i Unitarismen. Jeg meddelte vores sekretariat, at jeg meget gerne ville tage mig af dén korrespondance. Og det gjorde jeg så. Hurtigt viste det sig så, at Christer og jeg havde læst de samme bøger, havde interesseret os for de samme diskussioner og havde de samme holdninger til teologiske grundproblemer. At vi tilmed mente nogenlunde det samme om Svenska Kyrkan og dens mange manifestationer (sågar en altertavle i Växjö Domkyrka), gjorde ikke relationen mindre spændende. Der opstod et venskab mellem os, til trods for, at vi aldrig havde truffet hinanden.

Så skete der det, at der i et svensk tidsskrift for Etik, videnskab og udogmatisk debat, SANS, var en lang artikel med Christer Hugo. Den handlede om og forklarede, hvorfor Christer måtte opgive at tro på Bibelens gud, som svenske præster ellers er forpligtet på gennem deres præsteløfte. Den artikel faldt en anden svensk præst, Dag Sandahl, for brystet. Han anmeldte derfor Christer til domkapitlet i Stockholm.

Nu var det op til domkapitlet at afgøre, om Christer Hugo skulle ”avkragas”. I Sverige er præstedragten jo uden kjole, så hvor man i Danmark kan fradømmes både kjole og krave, kan man i Sverige kun fradømmes kraven.

Sagen mindede om en dansk sag: Grosbøll-sagen, som startede med, at sognepræsten i Tårbæk, Thorkild Grosbøll, i bogen En sten i skoen (2003) og i et avisinterview erklærede, at hans forståelse af kristendommen ikke rummede "nogen skabende og opretholdende gud, ingen forestilling om opstandelse eller et evigt liv”. Kirken anbefalede efterfølgende, at der blev rejst læresag med henblik på en eventuel afskedigelse. Men kirkeministeren bestemte, at Grosbøll fortsat kunne virke, nu under tilsyn af biskoppen over Roskilde Stift, Jan Lindhardt. Og sådan blev det selvfølgelig, og alt kunne forsætte, som om intet var hændt.

Med spænding har jeg således fulgt med i den svenske debat fra min danske sidelinie, og jeg synes, at den bibelkritik, der lå i Christer Hugos artikel i SANS kunne have interesse for vores tænksomme læsere af bladet Unitaren. Hvad er det, der gør, at vi som unitarer kan have tilsvarende problemer med ”Bibelens Gud”, som Christer Hugo har? Vi danske unitarer har naturligvis også in mente, hvordan Mary Bess Westenholz blev smidt ud af Den danske Folkekirke, fordi hun mente noget ”kættersk”.

Jeg har derfor valgt at oversætte dele af Christer Hugos religionskritik og bibelkritik, i fuld forståelse med Christer. Hér er så uddraget fra SANS, i min oversættelse, men med Christer Hugos egne ord:

”Så lad mig nævne nogle punkter, som er blevet afgørende for mig:

Teodicéproblemet,  det vil sige, hvordan en påstået kærlig og tilmed almægtig gud kan tillade alt det onde, som sker i verden. Børn, som dør af cancer, krig og tortur og folkemord, naturkatastrofer, som rammer uden forskel mod uskyldige mennesker, alvorlige ulykker, som rammer pludseligt og nådeløst. Som jeg ser det, findes der ingen mulighed for at bibeholde nogen form for klassisk, kristent gudsbillede for, hvordan verden og livet rent faktisk ser ud. Teismen, det vil sige den idé, at der findes en gud, som kan gribe ind i verdens og menneskernes skæbner, er uholdbar. De moderne teologers sædvanlige måde at postulere den nærværende gud  i stedet for den indgribende gud hjælper heller ikke  mig. Hvordan blev de mennesker hjulpet, som gik under i den kolde Østersø, da Estonia sank, ved tanken om, at ”Gud var med dem”? Det fremstår for mig som en både hjerteløs ”von oben” teologi og en nonsensagtig tanke. Hvis man vil regne med nogle handlende guder, holder jeg hellere med den britiske forfatter og skuespiller Stephen Fry, som siger, at de gamle grækeres lunefulde og uberegnelige guder er betydeligt mere troværdigere. Vor verden og vor tilværelse ser helt enkelt ud præcist, som man kunne forvente sig, hvis der ikke findes nogen gud, som styrer. At vende sig mod Bibelens mange modsigelsesfyldte billeder af Gud er ingen løsning, tværtimod. Jeg tænker, at det er kirkens held, at folk egentlig ikke læser deres Bibel, for, som Mark Twain skal have sagt: ”Den bedste kur mod kristendommen er at læse Bibelen!”. Den, som læser opmærksomt, finder de mest afskyelige beretninger i Bibelens 66 kanoniske bøger, især den del, som de kristne kalder det Gamle Testamente. Billedet af Israels gud er et billede af en tyrannisk, narcissistisk, ja til og med psykopatisk hersker, som giver ordrer om folkemord og folkefordrivelse, som støtter slaveri og blodhævn og som ser kvinder som ejendele, man kan handle med, som man vil. En gud, som desuden ingen anelse har om, hvordan naturen fungerer. Der findes helt enkelt mængder af gammeltestamentlige tekster, som det ikke kan lade sig gøre at få nogen fornuftig tolkning ud af, hvordan man end vrider og vender de hermeneutiske værktøjer. Tag Jobs Bog for eksempel. Den gud, som fremtræder dér, vil man ikke have noget at gøre med. Han er som en skrupelløs mafiaboss, som beslutter at berøve Job alt, hvad han har, og plage ham på alle måder, bare for at vinde et væddemål, som Gud har indgået med Satan. Eller tag den gud, som gennem sin profet Samuel befaler Israels folk at udrydde amalekitterne: ”Drag derfor hen og slå Amalek og læg forbandelse over dem og over alt, hvad der tilhører dem; skån dem ikke, men dræb både mænd og kvinder, børn og diende, okser og får, kameler og æsler.” (Første Samuelsbog 15,3). Slå alle ihjel. Bibelsk moral. Nej tak. Eksemplet kan mangfoldiggøres, også fra Ny Testamentes Skrifter, selvom portrættet af Jesus i evangelierne  indeholder adskilligt, som bryder med det Gamle Testamentes frastødende gudsbilleder og taler smukt om barmhjertighed og retfærdighed. Men selv i det Ny testamente gælder det om at sortere. Et digert dagsværk.

Desuden: kirkens traditionelle måde at tolke mange bibeltekster som historisk tilforladelige har vist sig at være uholdbar. Det eneste, som Bibelen angiver som historie, er myter og fabuleringer. Israels børns uddrivelse fra Ægypten er efter alt at dømme et sagn. Abraham er en opfundet skikkelse. Moses har formodentlig ikke fandtes i den sanselige verden. Og så videre. Evangelierne lever heller ikke op til betegnelsen historieskrivning. Deres beretninger om kristen forkyndelse fremkommer mange årtier efter, at den historiske Jesus antages at have levet. Og evangeliernes historieskrivninger strider i mange tilfælde imod hinanden. Flere af Paulus’ breve er ikke skrevet af ham. Altså forfalskninger. Når det er sagt, kan en læser spørge mig om det samme, som jeg selv engang gjorde: hvordan kan du fortsætte med at være præst? Et godt spørgsmål, forstås. Som jeg skrev før, er det ikke på nogen måde indlysende for mig, især ikke, som jeg oplever den svenske kirke, som i det seneste årti er gået i en konservativ retning, at huset begynder at føles trangt.

Og jeg er bevidst om, at de fleste mennesker nok venter sig en traditionel gudstro fra en præst. En tanke trøster mig på en måde. Jeg låner den fra forfatteren Stig Claesson,  fra hans læseværdige betragtninger over de ti bud (Bonniers, 1984): ”Man kan tro på en usynlig gud, eller man kan lade være med at tro på en usynlig gud ...Men man kan ikke undlade at tro, at de ti bud findes.”

For mig betyder det: bibelteksterne findes. De læses højt og omgærdes med højtidelighed i alle Sveriges kirker. Disse tekster kan udlægges på en fastlåsende, undertrykkende måde, eller på en måde, som forsøger at åbne op, forsøger at formidle noget fornuftigt og anvendeligt for det almindelige menneskeliv, give stof til egen eftertanke. Her vil jeg fortsat se, at det findes en opgave i en kontekst, som i det mindste på nogen måder er åbne for en levende eksistentiel samtale. Derfor kan jeg, så længe det varer, fortsætte som præst. Trods det, at jeg har sagt farvel til Bibelens Gud.”

Den tekst (forkortet, NKT) afstedkom, som ovennævnt, Dag Sandahls anmeldelse til Domkapitlet i Stockholm og en slags forhør sammesteds. Og den førte også til en heftig debat i Dagens Nyheter i efteråret 2025: præsten Patrick Hagman talte om Christer Hugos påpegede kontrast mellem Det Gamle Testamente og det Nye Testamente, og understregede, hvad han mente var kontrastens antisemitiske rødder (den kontrast er vel svær at komme uden om, uden at man behøver at ty til underforståede beskyldninger om antisemitisme, NKT); og han anklagede Christer Hugo for ”dårlig bibellæsning”. Og Dag Sandahl anklagede Christer Hugo for at have tilsluttet sig en helt ny tro, MTD, Moralistisk Terapeutisk Deisme, som ifølge ham passer bedre for ”konsumenterne” end en gud, der har hensigter med os og vil noget med vores liv.

Man nåede aldrig frem til en domsafsigelse om, hvorvidt Christer Hugo skulle ”avkragas”, for i mellemtiden indsendte Christer Hugo sin afskedsbegæring og fik den bevilget.

Jeg håber imidlertid, at interesserede læsere vil kunne genkende de tanker, Christer Hugo har gjort sig. Jeg tænker, at de overvejelser ligner dem, som har gjort, at vi er Unitarer og ikke er tilhængere af Folkekirken, som den ser ud i dag. Det var lignende anfægtelser, der førte til, at Mary Bess Westenholz blev smidt ud af den Danske Folkekirke ved en højesteretsdom i 1908.

Så tænkte jeg imidlertid, at historien kunne have interesse for Kristeligt Dagblad. Jeg sendte ovenstående tekst til bladet. Og de var interesserede. Det kom der en fin artikel ud af  den 20. januar i år. Overskriften var ”Sverige har fået en Grosbøll-sag”. Og artiklen sluttede dramatisk med, at Kristeligt Dagblad henvendte sig til Dag  Sandahl, der jo var ham, der havde anmeldt Christer Hugo til Domkapitlet i Stockholm, og som i en kommentar i Dagens Nyheter havde udnævnt Christer Hugo til at være tilhænger af en ny form for populistisk kristendom, MTD. Overfor Kristeligt Dagblad uddybede Sandahl sine synspunkter og mente, at der i Svenska Kyrkan var mange, der tænkte som Christer Hugo, men bare ikke turde sige det højt. Direkte adspurgt, om Dag Sandahl havde en mening om,  hvilken retning Svenska Kyrkan bevæger sig henimod, var hans meget ligefremme svar ”Mod Helvede”.