Den unitariske chalice/flamme
Den unitariske chalice er et symbol på unitarismen i hele verdenen. Den er tegnet af en østrigsk kunstner, Hans Deutsch, med inspiration fra en tjekkisk religiøs reformator, Johannes Hus.
Johannes Hus blev brændt på bålet i 1415 på grund af hans opfattelse af nadveren. Ifølge den officielle kirkelige opfattelse måtte ikke-gejstelige ikke modtage vinen i forbindelse med nadveren, men kun brødet. Vinen var kun for de gejstelige. Johannes Hus uddelte både brød og vin til menigmand og blev altså brændt på bålet for denne afvigelse fra den officielle lære.
Hans Deutsch, som tegnede chalicen som symbolet for unitarisme, levede i 30'erne i Paris, hvor han blandt andet tegnede karikaturer af Adolf Hitler. Da nazisterne invaderede Paris i 1940, måtte Hans Deutsch flygte. I Lisabon i Portugal mødte han en unitarisk præst; Charles Joy. Charles Joy var formand for en unitarisk organisation, der hjalp blandt andet unitarer og jøder og andre ud væk fra den nazistiske forfølgelse. Charles Joy ønskede et officielt unitarisk billede, der kunne repræsentere organisationen overfor verdenen, og bad Hans Deutsch om at tegne et.
Hans Deutsch anså ikke sig selv for at være en troende mand; han skrev blandt andet til Charles Joy følgende:
“Der er noget, der tvinger mig til at fortælle Dem, hvor meget jeg beundrer Deres absolutte selvfornægtelse og beredvillighed til at tjene andre, til at ofre alt, Deres tid, Deres helbred, Deres velbefindende på at hjælpe, at hjælpe, at hjælpe ...
Jeg er ikke, hvad man kan kalde troende. Men hvis Deres måde at leve på, er Deres trosbekendelse - som jeg er sikker på, at det er - så ophører religion med at være magi og mysticisme, og bliver bekendelse til en praktisk filosofi og - hvilket betyder mere - bekendelse til aktivt, virkeligt brugbart socialt arbejde. Og denne religion - med eller uden titel - er en religion, som selv en gudløs fyr som jeg kan sige helhjertet ja til.”.
Det var denne erkendelse af, hvad unitarisme er, der inspirerede Hans Deutsch til at tegne den unitariske chalice.
I dag tændes den unitariske chalice normalt som indledning til unitariske andagter verden over.