Troen på en Gud
Tanker, der ligner eller falder sammen med tankerne i unitarismen, kan spores langt tilbage i tiden; et eksempel er den ægyptiske farao, Akhenaton (1378 – 1362), der i den periode, hvor han var farao ændrede den polyteistiske tro (= tro på mange guder) i Ægypten til en tro på én gud, Aton. Han proklamerede, at Aton var den eneste, sande gud. De faraoer, der blev hans efterfølgere efter Akhnatons død, anså Akhnaton som kætter, og han blev slettet fra kongelisterne. Ægypten vendte herefter tilbage til en polyteistisk tro.
Unitarismens historie i Europa
​
Den spanske adelsmand Miguel Serveto (1511-1553), læge og humanist, anses for at være den, der i reformationstiden begyndte den unitariske udvikling. Serveto arbejdede som videnskabsmand, hvor han udover naturvidenskab studerede det, man i dag ville kalde religionshistorie.
Det var på den tid en livsfarlig beskæftigelse, hvis man da var en ærlig og modig forsker, for hvis man opdagede noget, som ikke faldt i magthavernes, herunder kirkeledernes, smag og fastholdt disse opdagelser, kunne man nemt risikere en grusom straf.
Efter et nøjere studium af kristendommens historie gennem dens kilder, herunder bibelen, opdagede Miguel Serveto, at dogmet om den treenige Gud (Faderen, Sønnen og Helligånden) var et falsum uden belæg i de historiske kilder.
Dette dogme var dog den gudsopfattelse, som både katolikker og de ledende reformatorer med Luther og Calvin i spidsen, havde fastslået som en fundamental sandhed i kristendommen. Serveto udgav i 1531 en bog herom med titlen "Om fejlene ved treenigheden" og havde en ivrig brevveksling med Calvin, der boede i Geneve.
​
Serveto var så letsindig at begive sig til Geneve for at forsvare sine synspunkter, men her blev han pågrebet af Calvin, der efter en symbolsk retssag, hvor de eneste dommere var Servetos modstandere, dømte ham til døden, og han blev sammen med sine skrifter brændt på bålet.
Men med gnisterne fra kætterbålet fløj hans tanker ud over hele Europa, hvor de vakte opmærksomhed hos mange frisindede teologer.
​
På grund af modstanden mod trinitarismen, dvs. troen på den treenige Gud, kaldte man tilhængerne af Servetos tanker for anti-trinitarer.
​
I Polen fik denne bevægelse stor udbredelse og var her kendt under navnet "De polske brødre", men efter nogen tid blev tilhængerne uddrevet af katolikker og lutheranere, der havde allieret sig med de politiske magthavere. Brødrene måtte flygte til andre lande og kom bl.a. til Transsylvanien (der i dag er delt mellem Ungarn og Rumænien). Her var der allerede en tilsvarende bevægelse, som kaldte sig unitarer. - Navnet kommer af ordet unitas, der betyder enhed og henviser til troen på én Gud, som var Servetos oprindelige tro. Mange flygtede til andre frisindede lande såsom Holland, England og senere USA.
Nogle forsøgte at slå sig ned i Danmark i 1660, men blev afvist af kongen, efter at han havde rådført sig med landets biskopper.
Det er unitarismens påstand, at også Jesus' lære indeholdt denne opfattelse af Gud som én og fælles for hele menneskeheden, og at dette var de første kristnes religiøse lære. Vi kan genkende denne tankegang hos f.eks. Ebioniterne (også kaldet Nazaræerne), de oprindelige jøde-kristne og Monarkianerne i oldkirken.
Unitarismen har i løbet af det 20. århundrede udviklet sig til i højere grad at handle om almene etiske principper for tro og udvikling, og den er ikke længere alene knyttet til kristendommen, men indeholder mange elementer fra humanisme, agnosticisme, panteisme og filosofi.
Endvidere har unitarismen forsøgt at skabe enighed mellem religion og videnskab.
Unitarismen appellerer i dag til en personlig stillingtagen til alle eksistentielle spørgsmål. Således fremgår det af samfundets love, at medlemmerne skal vedkende sig den "personlige sandhed" som det afgørende i alle religiøse forhold og anerkende det enkelte menneskes ret til fri tænkning samt undersøgelse og tro under ansvar over for Gud og sin egen samvittighed. Dette er en bestemmelse, som udelukker bindende dogmer og trosbekendelser.
Unitarismen er således en bevægelse i bevægelse, hvor en trosopfattelse i dag ikke nødvendigvis er den samme i morgen.
