Unitarisme og andre religioner
Den unitariske have
​
Religionernes verden kan sammenlignes med en have fuld af blomster, men denne have er ikke en formelt og matematisk udregnet barokhave. Det er mere som en vildtvoksende have, fyldt med et udbud af selvsående planter med stor variation i strukturer, former, farver og størrelser, som vender tilbage år efter år.
Blomsterne i vores have går under navne som Humanisme, Teisme, Feminisme, Paganisme, Kristendom, Judaisme, Buddhisme og Agnosticisme for blot at nævne nogle få. Også den unitariske blomst er at finde her.
Alle disse "ismer" klemmer og skubber til hinanden i søgen efter en plads i solen. "Det, vi har brug for, er en god gartner", råber de. "Et lille klip her, et lille klip der. Hvor er lugejernet? Jeg mangler albuerum." Men det, der for den ene er ukrudt, er måske en smuk, vild blomst for en anden, og hver eneste blomst søger særlig opmærksomhed. Dette er en "gør det selv-have", og i unitarismen skulle der være rigelig plads til at gro.
Fra den jødisk kristne tradition
​
Unitarismen voksede frem af jødiske og kristne traditioner. De første unitarer lærte af skrifterne, at der kun er én gud, at trinitarismen ikke findes i bibelen. De lærte, at Jesus er søn af Gud på samme måde, som vi alle er sønner og døtre af Gud, og at hans liv er et eksempel på, hvorledes vi også bør leve.
Theodore Parker (1810-1860) fastholdt, at essensen i den kristne og jødiske lære er uforanderlig: "Du skal elske gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind". Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: "Du skal elske din næste som dig selv."
"På de to bud hviler hele loven og profeterne." Parker fastslog, at denne lære (Matt. 22, 37-40) "tillader fuldstændig frihed. Den forlanger ikke, at alle mennesker skal tænke ens, men tænke redeligt, og komme så nær som muligt til sandheden; den forlanger ikke, at alle mennesker skal leve ens, men leve helligt, og komme så nær som muligt til et gudsinspireret liv."
William Ellery Channing (1780-1842), beskrev unitarernes syn på de hellige skrifter således: "Vi føler det som vor absolutte pligt til stadighed at bruge vor sunde fornuft; at sammenligne, at drage slutninger, at se ånden bag bogstaverne, at søge 'forfatteren's hensigt, mål og sande opfattelse, og i al almindelighed gøre brug af eksisterende ny viden for at opdage nye sandheder."
Fra den universalistiske tro har vi arvet et andet koncept baseret på deres forståelse af bibelen. Her er den vigtigste læresætning, at Gud er kærlighed. Universalisten Hosea Ballou (1771-1852) mente, at himmel og helvede er her på jorden, og noget vi selv skaber. Han mente også, at det er vores pligt at bringe gudsriget ind i denne verden og ind i dette liv.
I dag fortsætter frisindede kristne unitarer med at dyrke deres tro i den unitariske kirke. De er kommet til deres overbevisninger gennem egne erfaringer og har fundet, at vores have er et rart og opmuntrende sted at blomstre.
Fra transcendentalismen
​
Noget andet, som giver næring til unitarismen, er den transcendentale bevægelse. Ralph Waldo Emerson, Henry Thoreau, Margaret Fuller, Bronson Alcott m.fl. overtog den i det 19. århundrede omhyggeligt tilplantede unitariske have, som var de en horde fandens mælkebøtter blæst ind af vinden. De var selv unitarer, der havde rendyrket deres egen tro. Deres samtidige prøvede desperat på at luge dem ud, men i det lange løb slog deres ideer rødder. I dag hylder mange af os deres lære om at stole på sig selv, deres mystiske opfattelse af sjælens direkte erfaring af det guddommelige og deres kærlighed til naturen.
Det var transcendentalisterne, der befriede os fra de hellige skrifter, og gjorde hver af os til vores egen autoritet. Emerson sagde, at vi kunne vide intuitivt, hvad der var sandt og godt uden bistand fra et mellemled. Han mente, at vores samvittighed kunne lede os, og han så det overnaturlige i det naturlige - Gud var i naturen og i verden rundt om os, ikke i en bog eller i et ritual. Alt, hvad vi behøvede for at erfare det guddommelige, var at åbne os for det.
Fra humanismen
​
De industrielle og videnskabelige revolutioner ændrede vores opfattelse af kosmos. En gruppe af religiøse humanister, mange af dem unitarer og universalister, skrev Det Humanistiske Manifest i 1933. De skrev bl.a.: "Tiden er kommet for en udbredt erkendelse af de radikale forandringer i religiøse opfattelser i hele den moderne verden... Religioner verden over må nødvendigvis bringe sig i overensstemmelse med nye betingelser skabt af ny viden og erfaring."
Humanismen kalder os til ansvarlighed over for os selv og den verden, vi lever i. Humanister vil sige, at det ikke var Gud, der skabte os i Guds billede, men os, der skabte Gud i vort billede. På samme måde som eksistentialisterne, betragter humanisterne os mennesker som helt fri for absolutte love og totalt ansvarlige for enhver af vore handlinger.
Den moderne unitariske have
​
Mange nye medlemmer kommer som par - som to mennesker, der er vokset op med hver sin kulturbestemte tro, men som her finder et sted, hvor de begge kan føle sig tilpas. Hvert menneske leder efter nogle ydre former og ceremonier, som kan få dem til at føle sig hjemme. Derfor fejrer vi solhverv såvel som jul, jævndøgn såvel som påske. Og vi inviterer gæstetalere fra en lang række forskellige samfund, ikke kun for at udvide vort erfaringsområde, men også for at anerkende og støtte de forskellige religiøse baggrunde i vor midte.
Andre nye medlemmer kommer ind fra en mere sekulariseret verden i søgen efter "noget mere". De bliver hængende på grund af vort budskab og vor samfundsform, men hvis de kun søgte et rationelt budskab og et socialt samvær, så kunne de lige så godt gå på kurser eller søge ind i en selskabelig forening. De søger efter noget, som fortæller dem, at dette er "helligt område", f.eks. lys, blomster, bøn, meditation, stilhed, dejlig musik, kendte salmer. De søger også en varm velkomst og en hurtig integration i vort samfund, hvor de kan finde den støtte, de har behov for, for at fremelske en ny tro og slippe godt igennem livets storme.
Vi kæmper hver især for at opdyrke og kultivere en tro. Men det er op til os selv at gribe til de traditioner og erfaringer, som skal danne vor egen hybride plante. En personlig religion vil vokse, sætte blomst, visne, formere sig og blomstre igen og igen. Den vil måske endog mutere. I hvert fald vil din religion udvikles, og det vil være på grund af dine egne anstrengelser. Unitarismen kan kun stille jordstykket til rådighed samt nogle ideer om spiring, foruden godt følgeskab undervejs i dit arbejde.
