Forår, faste og fællesskab
- Mette Mikkelsen

- for 5 timer siden
- 2 min læsning
Foråret begynder længe før træerne springer ud. Det begynder som en længsel i os efter lys og luft. Vi rydder op, giver slip og gør plads. Måske ikke kun i skabe og skuffer, men også i sindet og måske sættes frø til spiring i god tid. Jeg synes, at fastetiden er en spændende tid.

Jeg tænker, at fasten har haft en helt praktisk funktion for de gamle nordboere. De store midvinterfejringer er ovre, og det hårde markarbejde venter forude, når jorden igen er tøet op. Så den kollektive faste har været en måde at spare på forrådet, der skal holde helt til høsten i august.
For mig er fastetiden mere relevant end nogensinde før. Vi lever i et overflodssamfund af information, mad og forbrug. Fastetiden kan ses som netop dette: en øvelse i at vælge fra og til. Hvad behøver vi mindre af for at mærke mere? Mindre støj, mere nærvær. Mindre hast, mere opmærksomhed. Faste er ikke kun afsavn, det er en invitation til at skære ind til benet, hvad er det væsentlige?
Hvad sker der:
Hvis du beslutter dig for en tech-sabbath hver lørdag?
Hvis du beslutter at spise mindre slik, chips eller drikke mindre kaffe eller alkohol.
Hvis du beslutter at give slip på den måde, du taler til dine børn eller mand eller kassedamen på?
Hvad bliver der plads til? En gåtur, en kærligere relation, planter eller puslespil?
På forårets første dag, søndag den 1. marts, er Unitarernes Hus åbent fra kl. 13:00. Der er åben kirke og i underetagen er der mulighed for at bytte planter og puslespil. Vi håber, du vil være med.
Jeg kan godt lide tanken om, at når vi bytter planter, giver vi ikke blot stiklinger videre, vi deler også tålmodighed og et håb om vækst. Når et puslespil skifter hænder, fortsætter en forbindelse til andre, der har siddet fokuseret og med nærvær og samlet brikkerne før os.
Min andagt om faste og fællesskab er ved at tage form. I år følges den kristne faste og den islamiske faste ad her gennem februar og marts. Jeg glæder mig til at reflektere over, hvorfor fasten også er vigtig i dag og synge nye og gamle sange fra Højskolesangbogen. Jeg har sat links ind til de sange, du måske ikke kender så godt:
Sang til foråret:
Kom maj, du søde, milde!
Sange til fasten:
Ramadan i København https://hojskolesangbogen.dk/om-sangbogen/historier-om-sangene/o-r/ramadan-i-koebenhavn
Guds nåde er en vintergækhttps://www.dr.dk/drtv/episode/foer-soendagen_-guds-naade-er-en-vintergaek_492075
Sange til fællesskabet:
Skuld gammel venskab rejn forgo
Du, som har tændt millioner af stjerne, du kan lytte til Sys Bjerre blide udgave her: https://www.folkekirken.dk/om-folkekirken/tjenester/video/videoer/aftensalmen-du-som-har-tndt-millioner-af-stjerner-15
Jeg håber, du kommer og synger med!
Og jeg håber, vi får en god stund med eftertanke, og måske går du fra andagten med lidt mere plads i sindet.
Måske ses vi søndag den 1. marts til:
Åben kirke: kl. 13:00-15:30
Plante- og puslespilsbyttemarked: kl. 13:00-15:30
Andagt om faste og fællesskab: kl. 16:00-17:00
Det sker alt sammen i Unitarernes Hus, Dag Hammarsjölds Allé 30, 2100 København Ø.
ALLE ER VELKOMNE!




Kommentarer