top of page

Høstmåne og menneske- og fugleflokke

for 8 minutter siden
3 min læsning

Jeg elsker efterår. Lyset der bliver blødere, morgenerne der bliver køligere, og naturen der langsomt giver slip, et blad af gangen.


For nylig stod jeg på en eng uden for Ribe. I ryggen havde jeg aftensolen, der gik ned i vest, til venstre var Ribes skyline med Domkirketårnet og for næsen af mig stod fuldmånen op mens tusindvis af stære landede i rørskoven omkring os.


Jeg var en del af en menneskeflok, der den dag oplevede sort sol. Tusindvis af stære, der samler sig på himlen og bevæger sig som én stor levende organisme.


I den store flok af mennesker og natur var min lille flok. Seks venner, seks livsvidner, der har fulgt hinanden i 35 år, siden vi startede på Morsø Gymnasium i 1991. Cirka en gang om året mødes vi, standser op og ser hinanden, vi gør status over det år, der er gået med opture og nedture, lys og mørke, hvad vil vi mere af, og hvad vil vi mindre af det næste år. 


Hvor heldig kan man være?

Efter den weekend tænker jeg på, hvilket privilegium det er at have venner, der har fulgt mig gennem forskellige livsstadier. De formative år i gymnasiet, at kende hinandens barndomshjem, at forandre sig sammen og hver for sig. At have vidner, der deler generøst af opture og nedture. Hvor er det værdifuldt med de relationer, der får lov til at vare. En flok, som ikke nødvendigvis skal noget bestemt med mig, men som bare er der. Som kan glæde sig med mig, lytte, udfordre mig og stille nysgerrige spørgsmål også der, hvor det er svært.


Jeg holder jo meget af den spiritualitet, der er tæt på hverdag og en del af hverdagens rytme. Måske er der en lidt oversete former for spiritualitet i det dybe arbejde med at skabe livslange fællesskaber og relationer. Det kræver noget give-and-take i forhold til at stille sig åben og ærlig frem. Det er ikke bare guldkanten, der vises frem eller forventes.



Kirke og drømme

Til Kulturnatten fredag 9. oktober åbner vi igen dørene til Unitarernes Hus med temaet Kirke og drømme.

Huset er åbent fra kl. 18-22, hvor alle er velkomne til at komme forbi til en uformel snak, en kop kaffe og et stykke kage, og måske en snak om hvad du går og drømmer om i et spirituelt fællesskab. Vi synger aftensang kl. 21.30.


Jeg håber på en hyggelig aften med samtale, nysgerrighed og selvfølgelig drømmekage. 

Så tag en ven under armen, og kig forbi!


Miguel Serveto – hvad vil det sige at være kætter?

På årsdagen for Miguel Servetos død, tirsdag den 27. oktober kl. 17, er der for første gang Kætterandagt i Huset. Det er Marianne Nørregaard, der står for andagten. Og jeg glæder mig!



Serveto var en spansk læge og jurist, der i 1500-tallet udfordrede flere af kristendommens dogmer. Han stillede blandt andet spørgsmål ved treenighedslæren og mente, at den traditionelle forståelse af Gud som Fader, Søn og Helligånd ikke havde tilstrækkeligt grundlag i Bibelen. Han skrev åbent om sine tanker på et tidspunkt, hvor religiøse afvigelser kunne få meget alvorlige konsekvenser.


Serveto var ikke unitar i den betydning, vi bruger ordet i dag. Den organiserede unitariske bevægelse opstod først senere. Men hans tanker om Gud, Jesus og retten til at undersøge troens grundlag er vigtig i det, der senere udviklede sig i den unitariske tradition. Hans historie er derfor blevet en del af unitarismens fortælling om frihed til at tænke, stille spørgsmål, følge sin egen overbevisning og finde sin egen spirituelle vej.

Den 27. oktober 1553 blev Serveto brændt på bålet i Genève efter en retssag om kætteri. Hans død blev et stærkt symbol på de konflikter mellem tro, autoritet og samvittighed, som prægede reformationstiden.


Jeg er spændt på, hvilke spørgsmål Kætterandagten og Marianne vil invitere os til at dvæle ved måske: Hvad vil det sige at være kætter? Hvornår er det vigtigt at holde fast i sin egen overbevisning? 


Oktober i Unitarisk Kirkesamfund

Jeg håber at se dig i Huset på Dag Hammerskjölds Allé her i oktober.


Kulturnat, fredag den 9. oktober, hvor vi åbner dørene til Unitarernes Hus fra kl. 18-22 og inviterer nye og gamle venner af huset indenfor. 


Ja, og så er der Kætterandagt. tirsdag den 27. oktober kl. 17  på Miguel Servetos dødsdag.


Bemærk: vi aflyser arrangementet om hverdagsspiritualitet, som vi havde programsat den 21. oktober.


Vi forsøger at holde kalenderen opdateret på https://www.unitarerne.dk/andagtsliste

 
 
 

Kommentarer


Unitarisk Kirkesamfund.

Dag Hammarskjölds Allé 30

DK- 2100 København Ø

Telefon: 35 26 17 71

Mail: post [ @ ] unitarerne.dk

Kirken er åben for alle på de søndage, hvor der holdes andagt eller samtalecafé.  f

For dato og klokkeslet se Kalender på hjemmesiden-

Alle er velkomne.

Kontoret har åbent hver mandag kl. 13 til 16. 

Kontakt os nemmest på:

post@unitarerne.dk

Åbent for personlig henvendelse efter aftale.

  • facebook-square
  • Twitter Square

Kirken indsamler ingen cookies. Kirkens hjemmesidehost Wix indsamler cookies, du kan se hvilke på dette link: klik her  

bottom of page