Den internationale biodiversitetsdag.

Fredag den 22. Maj fejrede vi den internationale biodiversitetsdag med en smuk andagt i Unitarisk Kirkesamfund på Østerbro.

Det var nu ikke sådan, at begivenheden og dagen fyldte særlig meget i mediebilledet, hverken i det hele taget eller på vores adresse på Dag Hammarskjölds Allé 30. Der var ingen journalister til stede, og den stilfærdige skønhed i arrangementet fik mig til at tænke: Hvad er det, der fylder i mediebilledet? Det slog mig, at der skal helt andre boller på suppen, før medierne vågner op. En af de begivenheder, som fyldte rigtig meget for nogle uger siden, var det befængte skib M. V. Hondius.

Dramatiske billeder har vist os, hvorledes smittede passagerer med den farlige Hantavirus blevet landsat på øen Tenerif til stor modvilje fra befolkningens side.

Det begyndte ellers så godt. Reklameteksten for det hollandske skib førte sig frem med, at de, der tilmeldte sig, ville være blandt lykkelige antarktiske passagerer, og at båden var bygget specielt til de farlige farvande nær ved Sydpolen. Turen med båden ville blive fuldstændig uforglemmelig og ville give passagererne den ro I sindet, der kommer af at rejse med et næsten CO2-neutralt skib. For rejsen ville påvirke den sårbare antarktiske natur minimalt. Biodiversiteten var skam tænkt ind!

Men på skibet blev der sidenhen konstanteret et udbrud af den farlige sygdom Hantavirus. Tre passagerer  døde. Der er ingen tvivl om, at rejsen med M.V.  Hondius vil blive fuldstændig uforglemmelig til deres dødsdag for passagererne, men rigtignok af helt andre årsager end de ovennævnte. 

Hvordan slipper man ud og væk? Selve situationen rummede elementer af værste horrorskuffe. Ingen kunne nyde andres selskab. Ethvert samvær var reduceret til angst og ubehag, og der blev sandsynligvis nedlagt forbud mod fællesskab. 

Skibet er som et billede på vores civilisation. Den vestlige kultur er velbjærget og samtidig oplevelseshungrende. Det var det, kirken i Middelalderen kåldte grådighed, avaritia. Vi vil se det hele, have det hele med, også det unikke og sårbare. Vi vil tæt på gorillaerne, ligesom Jane Goodall, som brugte en menneskealder på det, men bare hurtigere. Vi vil se løver, giraffer og gnuer i deres smukke og oprindelige habitat, ligesom Karen Blixen, men bag en sikret jeep. Vi vil opleve den frysende fornemmelse af Antarktis fra skibsdækket for bagefter at kunne trække os tilbage til vores lune kahyt. Kort sagt: vi vil have biodiversitet, serveret som en let anretning.

Så hvad er bedre end at skippe den besværlige bagpacker kultur med alle dens udfordringer, og opleve både pingviner af alle slags i deres sårbare arktiske omgivelser, men på sikker afstand? Det, som polarforskere for over 100 år siden undersøgte under store trængsler og med fare for deres liv, kan nu opnås på den nemme måde, når bare man kan betale for det. Bagfter kan man nyde et veltillavet måltid med sine lige så velbjergede medpassagerer eller studere fangsten fra kameraerne og mobiltelefonerne. Det havde den middelalderlige kirke også et ord for, acedia, dovenskab. 

Men så var det, katastrofen indfandt sig. Sikker afstand fandtes ikke længere på M.V. Hondius. Virus var usynligt til stede, ingen vidste hvor. Og hvem har ikke prøvet at have vejrtrækningsproblemer? Så er man smittet, eller er man ikke? Skal man dø i ensomhed i en kahyt, fjernt fra sine kære? Intetanende er man blevet blevet fanget i et mareridt.

Og midt i den sårbare arktiske natur gik det måske op for én og anden i deres øde kahytter, at vi selv er natur. Vi er også sårbare. Vi er en del af biodiversiteten og vil gerne nyde dens inspiration, så længe den findes. Men dér fik passagererne på M. V. Hontius sig nok en slem og uventet forskrækkelse.

Så længe isen ikke er smeltet på Antarktis, vil der  være nye rejser sydpå for oplevelseshungrende rige rejsende. Måske ikke på M.V. Hondius. Det skib er ophugningstruet. Men der vil komme nye tilbud, spændende tilbud, på andre krydstogtskibe. For selvom vi er sårbare, er vi også oplevelseshungrende og dovne. Allerede Middelalderkirken vidste det. Vi véd det. Men dengang havde man også et ord for den form for hovmod, som vi lider af. Den hedder superbia. Og det er den værste af alle dødssynderne. Det er overbevisningen om, at vi ikke er skrøbelige og sårbare og bare kan skalte og valte med kloden, som det passer os, mens biodiversiteten skrumper.

Så historien om M.V. Hondius er en lærestreg. Forhåbentlig kan vi lære af den. Forhåbentlig kan vi lære det svære og lange ord biodiversitet, tage det ind og blive klogere af katastrofen på M. S. Hondius. Det kan nås endnu.