top of page

November – søndage med døden og livet

Opdateret: 5. nov.

Hvordan lander du mon i november?


ree

Digteren Henrik Nordbrandt udtrykker nok, hvad mange føler i denne måned, når han skriver:“Året har 16 måneder: November, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november.

(fra Håndens skælven i november, 1986)


Bladene slipper grenene, og det får mig til at tænke på, hvad jeg selv har brug for at give slip på, før vinteren for alvor begynder. Måske er det gamle tanker, ting, vaner. Måske er det 'bare' lidt oprydning på loftet og i kælderen, på boghylden eller krydderihylden. November har traditionelt været slagte måned, hvor man skar ned, ryddede op og forberedte sig på vinterens knaphed. Vi gjorde klar til at gå i hi, gå indenfor.


Vi har også sluppet oktober, der bød på en meget hyggelig Kulturnat med mange gæster i Huset på Østerbro. Det var en aften fyldt med liv, samtaler og nysgerrige møder på kryds og tværs. En stor tak til alle jer, der kiggede forbi, og til venner af Huset, som gav en hånd med. Det er netop i de stunder, hvor mennesker mødes i åbenhed og fællesskab, at huset virkelig lever. 


En særlig tak til Garcia Harbo Pauwels, der spillede på orglet.







November er også en invitation


En invitation til at mærke forbindelsen til naturen, det kan næsten være svært at undgå med mørke, regn og rusk.  

En invitation til at mærke forbindelsen til de mennesker, der gik før os. Til formødre og forfædre, slægt og aner. 

En invitation til at mærke forbindelsen til årstidens ro og til den rytme, vi er en del af. Måske kan vi i november lade os nære af det enkle. Vi kan sidde ved brændeovnen eller tænde et lys, lade tankerne falde til ro, og minde os selv om, at vi hører til i en større sammenhæng.


Måske giver måneden også anledning til at tænke over, hvordan vi selv engang kan blive gode forfædre – eller gode aner. Det er jeg ret optaget af for tiden.

Hvad vil det sige at være en god ane? Det handler måske ikke om fortiden, men om fremtiden. Måske handler det om at leve på en måde, der giver håb og muligheder for dem, der kommer efter os. 


At tænke som en god ane kan være en lille åndelig praksis: at spørge, hvordan kan mine valg i dag nære liv, også når jeg ikke er her mere?

Villy Sørensen skriver: “Der er liv i døden og død i livet, og måske mest liv i livet, hvis døden er med i det.”


For mig handler dette fokus på døden i virkeligheden om fokus på livet, om hvordan vi vælger at leve, mens vi er her. Døden minder os om, at tiden er begrænset, og at vi derfor må leve med bevidsthed og nærvær.


Vi inviterer derfor i november til søndage med døden, hvor vi i fællesskab kan mødes i eftertanke og nærvær.


Vinternatsandagt – sammen om de døde 

Søndag den 2. november kl. 16.00–17.30 Kaffe og samtale efter andagten.


Dødscafé 

Søndag den 9. november kl. 15.00–16.30


Et åbent rum for ærlig samtale om døden – og om alt det liv, der omgiver den. Hvis du ikke kender dødscafé-konceptet, kan du læse mere her: https://deathcafe.com/


Må november blive en måned til at give slip, finde ro, og tænde lys – både for dem, vi savner, og for alt det, der stadig lever i os.


ree


Julen sig nærmer…Når november går på hæld, begynder vi at mærke forventningen, duften af gran og glæden ved at samles om julens og julemånedens hyggelige aktiviteter.


Julemarked Lørdag den 29. november kl. 11–20- Søndag den 30. november kl. 11–15.30- Det er muligt at købe kunsthåndværk, lækkerier og måske en bog.Der er åbent i kirkesalen, hvor der er mulighed for at se vores fine rum og høre mere om unitarismen.


Juleandagt Søndag den 30. november kl. 16.00 Vi synger julesang og julesalmer og samler os om budskaber om håb, kærlighed og fred.

Det hele sker i Unitarernes Hus, Dag Hammerskjöld Allé 30, Kbh. Ø.

Og alle er velkomne! 


ree


Det hele sker i Unitarernes Hus, Dag Hammerskjöld Allé 30, Kbh. Ø


Og alle er velkomne!

 
 
 

Kommentarer


Unitarisk Kirkesamfund.

Dag Hammerskjölds Allé 30

DK- 2100 København Ø

Telefon: 35 26 17 71

Mail: post [ @ ] unitarerne.dk

Kirken er åben for alle på de søndage, hvor der holdes andagt eller samtalecafé.  f

For dato og klokkeslet se Kalender på hjemmesiden-

Alle er velkomne.

Kontoret har åbent hver mandag kl. 13 til 16. 

kontakt os nemmest på: post@unitarerne.dk

Åbent for personlig henvendelse efter aftale.

  • facebook-square
  • Twitter Square

Kirken indsamler ingen cookies. Kirkens hjemmesidehost Wix indsamler cookies, du kan se hvilke på dette link: klik her  

bottom of page