Formandens blog.
Den naive pacifisme.
Intet er lettere end at latterliggøre pacifismen. Især i disse hårdkogte, militariserede tider, hvor behovet for øgede forsvarsbudgetter synes indlysende, og hvor manglende forsvarsvilje ligner kujoneri og opgivelse af tro på grundlæggende demokratiske værdier. Formuleringen ”Kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder” står tilsyneladende stærkt overfor 60’ernes defaitistiske venstrefløjsslogan: ”Hellere rød end død!” Det slogan ligner næsten Mogens Glistrups retorisk smarte formulering: ”Nedlæg Forsvarsministeriet og erstat det med en telefonsvarer, der siger: ”Vi overgiver os!”
Men det er næsten lige så let at latterliggøre militarismen. Af og til, når jeg trænger til at bevæge mig ned i mit mismods dunkle kælderkamre, ser jeg en dokumentar på NETFLIX. Den handler om optakten til 1. Verdenskrig. Alle disse fjerprydede generaler, alle disse medaljebehængte officerer, der var med til at rådgive politikerne om, hvordan mordet i Sarajevo d. 28. juni 1914 skulle håndteres, alle disse forbenede stakler var med til at skabe en tro på, at krig kunne løse problemer, og at den forestående krig kunne vindes ved et snuptag. Den krig varede som bekendt fire forfærdelige år og skabte efterfølgende en europæisk katastrofe, hvis efterdønninger først tog af i 1989.
For en gammel historielærer som mig er det bittert at se, at man åbenbart den dag i dag ikke kan tage ved lære af dén historie. Troen på militære løsninger findes stadig. Den hedder ejendommeligt nok ”realisme”, hvorimod diplomatiske løsninger, der består af lige dele indsigt, viden, empati og stålsat vilje, hedder ”idealisme” og ”naivitet”. Men den militaristiske brutalitet overfor tyskerne, der beherskede sejrherrernes sind efter 1. Verdenskrig, skabte i Tyskland en modreaktion, som førte direkte til nazismen.
På samme måde tænker jeg, at når Israels politiske og militære ledelse taler om at ”udslette” Hamas, så har man åbenbart ikke medtænkt, at ”for de gamle, der faldt, er der ny overalt”. Man kan ikke udslette Hamas ved en militær operation, højst svække den på kort sigt. For der er noget rivende galt med den slags militær tænkning. Der kommer næsten altid en militant modreaktion. For den stærke palæstinensiske fortælling om NAKBA, katastrofen i 1948, da staten Israel blev dannet, lever ufortrødent sit liv i sårede menneskers følelser, mennesker hvis forfædre flygtede fra Palæstinaområdet under kampene i 1947-49 til kummerlige flygtningelejre. Nøjagtig ligesom dannelsen af staten Israel også blandt andet var et resultat af sårede menneskers følelser, mennesker der med PTSD på sjælen og med hver deres holocaustfortælling i hjertet flygtede til Palæstina i årene efter 1945 og satte alt ind på at fordrive englænderne fra deres Mandatområde. Begge fortællinger, både den jødiske og den palæstinensiske, lever i bedste velgående.
Jeg er ikke naiv pacifist. Det er svært at være dét efter det 20. århundrede. En gammel, nu afdød bekendt, som netop var konsekvent pacifist under 2. Verdenskrig, skriver i sine erindringer: ”Efterhånden som modstandsbevægelsen udviklede sig, kom dog samvittighedskrisen. Passivitet var uudholdelig, men direkte deltagelse med vold mod mennesker til følge, var det også”. Det er, meget skarpt sat op, dilemmaet for denne konsekvente pacifist. For mod nazismens voldsherredømme var pacifismen afmægtig. Det var nødvendigt, at allierede soldater øvede vold mod nazistiske soldater. Ellers havde nazisterne vundet. Men er det mon det absolutte og endegyldige argument mod pacifisme?
Jeg er ikke naiv pacifist. Mennesket er hjernemæssigt både udstyret med en tænksom frontallap og en reptilhjerne. Det betyder, at mennesket nok kan overveje, argumentere, se fordele og ulemper (alt det, som diplomatiet kan), men det betyder også, at mennesket kan blive grebet af de meget dybe instinkter, der ligger i reptilhjernen, og som handler om aggression og frygt (kæmp, flygt eller frys responsen). Det er det, som militarismen handler om. Og den vigtigste opgave for krybdyrhjernen er at checke omgivelserne for at finde ud af, hvad der foregår, således at der kan meldes alarm.
Sådan er vores hjerner indrettet. De to elementer slipper vi ikke af med. Vi kan hverken afskære den ene eller den anden del. Men samlivet mellem de to er svært og har altid været det. Vi kan i militaristisk naivitet styre blindt mod en afgrund af vold, hvor tingene kun kan løses med militære midler. Eller vi kan i pacifistisk naivitet styre blindt mod en afgrund af tab og overgivelse, fordi modparten har troet på de militære midler.
Der må være en tredje vej: den væbnede pacifisme. Det kræver tænksomme og begavede politikere og militære ledere. De findes. Og det kræver tænksomme og begavede vælgere og medborgere. De findes heldigvis også. Og det kræver vilje til at finde balancen mellem voldsudøvelse og fredsommelighed. Men fordi vi ikke er krokodiller og blot skal forsvare et begrænset territorium ved en fjern flod i Afrika, er vi nødt til at finde den balance. Ellers er vi fortabte som art.