Formandens blog.
Opdateret: 30. aug.
At være levende.
Det mærkelige ved eksistensen er, at den dag, vi ikke er mere, bliver vi hurtigt glemt. Livet går videre. Kikuyustammen i Kenya havde i gamle dage et fantastisk begrebspar: de levende døde og de døde levende. De døde levende er dem, der så at sige lever på gravens rand og er sig deres skrøbelighed så bevidst, at det præger hele deres livsførelse. De bærer døden i sig. De levende døde ER derimod allerede afgået ved døden, men erindringen om dem bæres videre af de levende for en tid; det er derfor, man kan sige om dem, at de på en vis måde stadig er levende. På et tidspunkt forsvinder de levendes erindring imidlertid, fordi de, der bærer de erindringer, også dør. Så dør de levende døde virkelig glemselsdøden. Og nogen sætter så få aftryk i livet, at de lynhurtigt glemmes. Der er folk, der bliver begravet, uden at nogen deltager i begravelsen. Dér er præsten på overarbejde, hvis det da er en ansvarlig præst.
Så er der naturligvis de store ånder som Sokrates, Mendelsohn, Mozart, Byron, H.C. Andersen og alle de andre, som har sat sig uforglemmelige spor. De bliver ikke glemt. Men de mellemstore og de små ånder: herre Jemini! Gå ind i Vangsgaards Antikvariater og led i butikkens roman-kasser: hvad finder du? Navn efter navn på forfattere, der i sin tid opnåede at få deres bøger trykt og udgivet. Glemte er de, ikke levende døde, men døde døde. Eller deltag i en arkæologisk udgravning i København, hvor der i fordums tid lå en pest-kirkegård, eller besøg et kapucinerkapel eller en krigergrav fra 30-årskrigen: navnløse hovedskaller, som vidner om et engang levet og nu glemt menneskeliv.
Hvor kloge var disse mennesker? Nåede de den visdom, som Prædikeren i GT havde, når han sagde:
" Jeg sagde ved mig selv: Jeg er nået højere og længere i visdom end nogen af dem, der regerede over Jerusalem før mig, og jeg har opnået stor visdom og kundskab. Jeg havde til hensigt at forstå visdom og kundskab, dumhed og dårskab. Jeg måtte erkende, at også det var jagen efter vind, for jo større visdom, des større kval; den, der øger sin kundskab, øger sin smerte."
Eller havde de blot blikket rettet stift mod det næste måltid og en ovn, der kunne varme deres forfrosne kroppe? Vi véd det ikke, for glemt er de. Der står intet skrevet på deres hovedskallers inderside. Og sådan vil det også blive med os. Den trøst, der kan være i det er, at vores dumheder heller ikke huskes, de svigt, som vi end ikke selv har lyst til at huske, vil også være glemt for evigt; vores ondskabsfulde drillerier vil være som fejet bort af blæsten, de mennesker som vi sårede, og som aldrig tilgav os, vil aldrig mere kunne minde os om vores fejltagelser, for alt er borte og glemt.
Medmindre:
der venter os et karmisk regnskab, så de mennesker, vi sårede, reinkarnatorisk dukker op på ny. Hovedskallen ligger tilbage i kapellet eller i graven eller i krematorieovnen, det gamle tøj er aflagt; men vores sjæle vil, iklædt nye klædninger, på sælsomme måder blive mindet om vores fejltagelser; de mennesker, vi sårede, vil såre os. De dumheder, vi begik, vil fremtræde i nye former i forskellige forvredne former for belæring. Og sådan kunne jeg fortsætte.
Er det sådan, vi skal tænke?
Eller skulle vi ikke snarere tænke sådan hér: ganske vist véd vi ikke, om vi er glemte for evigt, eller om vi indgår i et stort karmisk regnskab, eller om det er noget helt tredje, der vil ske, en art apokalyptisk regnskabets time, hvor Gud tager sine og Djævelen resten. Skal den uvished - som jo aldrig kan blive til viden – plage os så meget, at vi glemmer, at vi er levende levende? For det er vi dog, ikke halvdøde levende. Når vi ser stjerneskuddene på stjernehimlen i august, græder vi ikke med Sct. Laurentius, som stjerneskuddene er opkaldt efter, vi glæder os over den kosmiske oplevelse. Vi glæder os over smilet i den elskedes ansigt, når vi næste morgen hilser dagen velkommen. Vi glæder os over solnedgangens skønhed og over, at vi trygt kan hengive os til søvnens og drømmenes gud Morpheus, når trætheden indfinder sig ved sengetid. Vi glæder os over disse nu’er, der hastigt forsvinder, men som dog eksisterer i korte fortættede øjeblikke, og som vi samler på som perler på snor. Og kan vi ikke praktisere det hele tiden, kan vi i det mindste øve os. Og øvelse gør mester. Og sådan kan vi mestre livet, hvis vi vil, hvad enten vi er kikuyuer, finner eller danskere.