top of page
  • Forfatters billedeFormandens blog

Formandens blog.

Sidste kommentar fra den afgående formands hånd


Noget af det, der slog mig, da jeg begyndte at komme i Unitarernes Hus på Dag Hammerskjölds Allé, var de storslående fortællinger om fordums tid, da man måtte møde op i god tid før søndagsandagten,hvis man ville sikre sig en plads, og hvor pladserne efter andagten til kaffen nede i  krypten strakte sig ud over mange borde. Jo, der fandtes et fællesskab bestående af fritænkere og religiøst opvakte dengang, altsammen inspireret af ildsjæle såsom  Mary Bess Westenholtz, den første forkvinde for Unitarerne i Danmark, og så Unitarkirkens præst Thorvald Kierkegaard, som var præst gennem en menneskealder fra 1918 helt frem til sin død i 1965. Ved manges fælles hjælp og med stor støtte fra Edvard Griegs enke blev en bygning rejst på  indre Østerbro, et orgel blev indkøbt, og så havde kirkesamfundet et hjemsted. Disse mennesker havde et klart defineret mål (og jeg tillader mig at citere Ralph Waldo Emerson, som Peter Weiss så fint fik fremhævet i sin samtalecafe fornylig:

”Så længe et menneske stræber mod et godt mål,er han stærk ved hele naturens styrke. Taber han derimod dette mål af sigte, berøver han sig selv kraft og hjælpere; hans væsen skrumper ind, han bliver mindre og mindre, et støvgran, en prik, indtil den abslutte død.”

Nu er der jo noget med den slags storslåede fortællinger, at de så mange år senere kan virke som et Damoklessværd, der hænger over hovedet i et hestehår, (efter et sværd, som Dionysios den ældre af Syrakus lod ophænge for at minde sig selv om, at en leders liv altid er truet). Sådan virkede det i hvert fald på mig, da jeg overtog formandsposten i 1920, 55 år  efter Thorvald Kierkegaards død. Målet var naturligvis at skabe et nyt og stort og bæredygtigt fællesskab, der pegede frem imod en grønnere fremtid, og som kunne interessere og opfange mange af klimakrisens spirituelt indstillede. Fortidens fortællinger kunne jeg ikke bruge til noget.

Selve målet lykkedes det mig at for mig at reformulere i vores etiske grundlag med følgende ord:

”På denne baggrund tilstræber unitarer at leve op til følgende retningslinjer:

•  At anerkende, at vi alle har et etisk ansvar for klodens fortsatte trivsel.   

•  At anerkende, at dette ansvar kan udmøntes i mange forskellige arter af handling.         

•  At handle således, at dette ansvar bliver daglig praksis.”              

Men ord gør det ikke alene. Jeg havde besøg af nogle unge religionstuderende fra KUA, som straks spottede problemet: vores bygning var så meget retro, grænsende til til mausoleums-agtige, så bare det at møde op på adressen føltes som en rejse til en fjern fortid. Udefra  med den bastionsagtige udformning,  som Unitarernes Hus fik efter arkitekten Carl Brummers koncept, og indvendig med en aula prydet med billedet af Thorvald Kierkegaard og Uffe Birkedal, som var prædikant for unitarerne ved forrige århundredskifte frem til 1918. Ved en fælles betyrelsesbeslutning blev vi enige om at at fjerne både portrættet af Kierkegaard og Birkedal.

Men så let går det jo ikke med at skabe et nyt fællesskab ved bare at fjerne tegnene på det gamle. Damoklessværdet hang der stadig. Og det gør det stadigvæk.

Jeg er ikke lykkedes i mit formandskab med at skabe grobund for en  fremtid. Jeg tænker, at jeg er taknemlig for, at bygningen findes med dets mange udfoldelsesmuligheder. Der er virkelig noget at bygge videre på. Men huset består af et levedygtigt musikalsk fællesskab, som er Østerbro koncertforening, og så vores Unitariske Kirkesamfund. Der må være muligt at opmuntre synergien mellem de to, så forskellige de end er, således at den spirituelle kunstneriske energi, der findes i huset, må kunne danne grobund for et godt afsæt ind i en grøn fremtid, hvor kloden nærmest  skriger på på omsorg.

Det er mit håb, at den, der skal bære stafetten som ny formand(M/K) for kirkesamfundet videre, kan være fremsynet og nytænkende, således at unitarismen i Danmark kan få den plads, den fortjener i fremtiden.

1.137 visninger3 kommentarer

3 Comments


Peter Dupont Weiss
Peter Dupont Weiss
Nov 13, 2023

"Væbnet pacifisme"?


Sådan et udtryk får desværre alle alarmklokker til at ringe hos mig, Kjeld.

Hvad verden har brug for nu, er nøjagtig det samme, som den altid har haft (og formodentlig altid vil have) brug for: Mennesker, der har moralsk rygrad og politisk integritet til at tale enhver form for voldsudøvelse midt imod. Som har tilstrækkelig kærlighed i deres hjerter til at nægte enhver form for væbnet handling. Jeg ved godt, at vi som unitarer ikke behøver være enige i den sætning i vores 'trosgrundlag', der siger, at "Vi føler den dybeste ærbødighed for skabelsens og alt levendes store under". Men hvis vi hævder at besidde bare en flig af den følelse af dyb ærbødighed, bør vi til hver…


Like
Niels Kjeld Thorsen
Niels Kjeld Thorsen
Nov 18, 2023
Replying to

Tak for dit dybt engagerede svar. Jamen i princippet kan jeg da ikke være mere enig. Og dit Jesus-citat rammer jo lige ind i den erfaring, vi har gjort historisk set: aggression rammes af modaggression. Den absolutte pacifisme er udtrykt i Jesu vision om at vende den anden kind til.

Når jeg citerer den afdøde bekendte, som nærmere bestemt var pacifisten og militærnægteren Svend Haugaard, der gik ind i politik for Det Radikale Venstre i 1970'erne og blev medlem af Folketinget gennem en årrække, så er det for at eksemplificere dilemmaet: væbnet pacifisme versus absolut pacifisme. Hans dilemma som medlem af Folketinget og Det Radikale Venstre blev jo bl. a. hans stillingtagen til NATO. Han endte med at stemme for…

Like

gregers03
Feb 17, 2021

Kommer til at tænke på en bog jeg for nylig har læst. Marianne Toxboe’s Skyggespil. Den beskriver opstanden i august 1943. Den beskriver hændelserne godt så kan kan ‘se’ dem. Må have været en uhyggelig tid at leve i. Dengang vidste man vist ikke hvornår det endte.

Like

Unitarisk Kirkesamfund

bottom of page