Værdiskred.

Det kan næppe have undgået nogens opmærksomhed, at de grundlæggende værdier, som gennemsyrer Vesten og dermed også Unitarisk Kirkesamfund, er under voldsomt pres i disse år. Lad mig blot nævne et par eksempler fra vores etiske grundlag: at vi bør ”respektere menneskerettighederne som de finder udtryk i for eksempel FN's konventioner,” og at vi bør ”anerkende, at vi alle har et etisk ansvar for klodens fortsatte

trivsel.”

Jeg mindes mit ubehag ved borgerkrigen i det gamle Jugoslavien for mange år siden. Jeg er født i 1945, hvor 2.Verdenskrig sluttede; og vi var sikre på, da vi voksede op, at vi var blevet klogere. Som hovne sen-kolonialister troede vi, at for fremtiden ville krige høre de såkaldt ”underudviklede” lande til (ja undskyld mig: det ord blev virkelig brugt dengang i 1950’erne). Men nej: Nu var krig ikke blot noget, der foregik fjerne steder som i Afrika, Mellemøsten og Asien. Her i vores verdensdel var der tale om folkemord og etnisk udrensning lige ved vores bagdør. Der føltes som et europæisk civilisationstab af rang.

Som det nu gik, holdt det heldigvis op. Og igen kunne vi læne os op ad de liberalistiske idéer, som tyskerne så smukt formulerede i udtrykket: ”Wandel durch Handel”, direkte oversat til ”forandring gennem handel”, altså tanken om, at frihandel ville være den murbrækker, der ville forvandle autoritære samfund til liberalistiske samfund. Angela Merkel var vistnok den sidste tyske kansler, der troede på den tanke.

Den religiøse tolerance, som er et bærende element i Unitarisk Kirkesamfund, er også en del af denne liberalisme. Det er en tro på forskellighedernes ret og berettigelse.

Den tro på liberalisme og tolerance er i dag truet fra to sider. På den ene side finder vi et Rusland, som ikke tolererer og dermed krænker Ukraines aftale-sikrede ret til at eksistere som selvstændig nation, og som ikke anerkender de grænsedragninger, der blev resultatet af Sovjetunionens sammenbrud. På den anden side finder vi et USA, som grundlæggende drager frihandelsprincippets fordele i tvivl, og som tilsyneladende foretrækker et handelsprincip, der har rødder tilbage i 1930’erne, og hvorefter der skal være ligelighed mellem eksport og import.

Afstedkommer det nogle refleksioner på Dag Hammarskjölds Allé 30? Det burde det efter min mening gøre. Når vi i løbet af uger og måneder er ved at komme os over tidens jordrystelser, burde verdens begivenheder give stof til eftertanke og debat. Er der sætninger, der kunne formuleres kraftigere i vores etiske og religiøse værdigrundlag? Er der emner til samtalecaféer fremover, som vi kunne tage op? Er der

interne og eksterne foredragsholdere, vi kunne invitere til debat-aftener? Er vores grønne profil i UK truet af den forestående oprustning?

Hvis vi ikke tager den nye situation til efterretning, ender vi let som en verdensfjern debatklub med nogle få deltagere i vores andagter og samtalecaféer. Så kan vi ligeså godt fjerne de to tavler, som hænger i vores forhal, og som illustrerer vores religiøse tolerance, og så hænge portrætterne af Birkedal og Kierkegaard op igen. Så kan alle ved selvsyn se, at Dag Hammarskjölds Allé 30 og Unitarisk Kirkesamfund er blevet til det,

det ikke burde blive: et mausoleum.

Kjeld Thorsen, forhenværende formand.