• Formandens blog

Formandens blog.

Opdateret: 6. maj




Doktriner og næstekærlighed.

Unitarernes Hus på Dag Hammarskjölds Allé er et hus med mange sære gemmer. Halvgemt og glemt i en reol i Venstre Pulpitur har der ligget en fantastisk bog af Stefan Zweig i årtier. Den fandt jeg for et halvt år siden. Den hedder ”Samvittighed mod magt” og er udgivet i 1959. Jeg tænker, at den gamle Thorvald Kierkegaard, husets præst gennem en menneskealder, har læst den med stor interesse. Den handler bl. a. om Miguel Serveto, en tidlig unitar fra Renæssancen, der hårdnakket benægtede læren om treenigheden, og om hans fatale møde med den doktrinære kristendom i skikkelse af Calvin og Calvinismen i Geneve. Han endte på bålet i 1553, mens tilskuerne rædselsslagne så på. Nogle af dem græd efter sigende. Bogen er skrevet med stor lidenskab og beskriver Calvin som et gement magtmenneske, der, iklædt kristelige fåreklæder, fik Serveto dømt til døden. Den tidlige calvinisme beskrives hér som doktrinær af værste skuffe.

Hvor vil jeg nu hen med den historie? Jo, her midt i den ukrainske krigs gru har den Unitariske Kirke i Centraleuropa taget initiativet til at hjælpe flygtninge. Man har sendt to forsendelser af ikke-letfordærvelige fødevarer og udstyr til krisecentre over grænsen til Trans-Karpathien i det sydlige Ukraine for at hjælpe internt fordrevne i det krigshærgede land. Lederne af den transkarpatiske reformerte (calvinistiske) kirke er i den modtagende ende og sørger for, at donationerne bliver fordelt til krisecentrene.

Man har også doneret penge til eftermiddagsaktiviteter, organiseret for flygtede ukrainske børn i en reformert (calvinistisk) menighed i Cluj i Rumænien. Disse aktiviteter arrangeres hver eftermiddag og omfatter kunst og kunsthåndværk, dukketeater, sport osv.

Der er en lang række andre initiativer fra de centraleuropæiske unitarers side, men jeg bed mærke i disse to eksempler på samarbejde; glemt er for længst gammelt nid og nag, glemt er modsætningen mellem Calvin og Serveto, glemt er kontroverserne mellem calvinister og unitarer. De ophørte faktisk kort efter Servetos henrettelse.

Sådan skal det være. Og sådan praktiseres næstekærlighed, med eller uden treenighedslæren, når næstekærligheden er bedst.

Men der er én, der ikke ser sådan på Ukraine og ukrainske flygtninge og næstekærlighedsbudet. Det er patriarken over den russisk-ortodokse kirke, Kirill. Hans gevandter er smukke, som han toner frem i fint ornat gennem Google-søgninger; men ligesom Calvin er han klædt i kristelige fåreklæder og erklærer, at krigen er en krig mod ”homoseksualitet og synd”. Og for ham er krigen ikke en humanitær katastrofe, men en lærestreg overfor et Ukraine, som afsvor det russiske patriarkat efter Ukraines selvstændighed.

Sådan bør det ikke være. For det er også doktrinært af værste skuffe, baseret på tekststeder som 3. Mosebog 18:22 og Romerbrevet 1:27, der begge fordømmer homoseksualitet.

Ja, man kan desværre kun konkludere, at ortodoksien stadig lever og har det godt hér knap 470 år efter afbrændingen af Serveto, i hvert fald i Rusland. Den døde ikke med 30-års-krigen i 1600-tallet og med Oplysningstiden.

I den russisk-ortodokse kirke i Bredgade i København findes der et helligt ikonbillede, kaldet Guds Moder, der ind imellem efter sigende fælder en tåre. Gad vidst, om hun græder for øjeblikket. Det er der ellers god grund til.


619 visninger1 kommentar

Unitarisk Kirkesamfund