• Formandens blog

Formandens blog.

Opdateret: 14. nov.


Ska’ ø’elægg’?

I min barndoms fredsommelige landsby dukkede på et tidspunkt en fredsforstyrrer op. Det var et mentalt handicappet barn. Hvad hun har haft med sig i rygsækken af oplevelser af afvisninger og frustrationer, er ikke til at vide. Hun var begavet nok til at være klar over, at hun var anderledes end andre i sognet, og det satte sig som et spor i sindet, som en vrede, en uvilje. Hun kunne finde på at låse gamle bondekoner inde, når de gik i kælderen, mens manden var ude i marken. Hun kunne finde på at slå børn, der var mindre end hende.

Hun havde noget, der lignede et valgsprog: ”Ska’ ø’elægg’?” Og det gjorde hun så. Og jeg var bange for hende. Alligevel måtte jeg ind imellem ud i landsbyen i forskellige ærinder. Hun ville slå, og jeg var kun kun et par år ældre end hende.

Nu havde jeg et par år tidligere af nogle rige københavnske bekendte fået et cowboy-sæt: en hat, et bælte med plads til en seksløber, og ikke mindst: selve seksløberen. Ingen andre i landsbyen havde sådan én. Den kunne knalde ved hjælp af en krudtstrimmel, og jeg fik den idé, at det ville være godt at være bevæbnet ude i landsbyen. Engang, hvor jeg uset nåede hen til vores elskelige ægleverandør og begav mig hjemad med de skrøbelige æg, stod hun på lur. Så tyede jeg til seksløberen. Jeg trak blank, og det gav respekt. Hun tøvede og vendte om. Et knald i bøssen fik hende til at stikke halen mellem benene. Siden da var jeg altid bevæbnet, når jeg vovede mig ud i landsbyen.

Det er omkring 70 år siden. Den stakkels handicappede pige kom på institution, men jeg kom i tanker om hendes valgsprog, ”Ska’ ø’elægg’?” fornylig, da Putin i frustration over sabotagen mod Kertj-broen til Krim sendte byger af droner og missiler ind over ukrainske storbyer.

Nu er Putin jo langtfra en mentalt handicappet person. Tværtimod siges han at være højt begavet og dybt rationel. Alligevel lød hans ordre på at ødelægge. Og når den ene part vil ødelægge, må den anden part gribe til både seksløbere og kraftigere våben. Og sådan er det desværre i verden, som den er skruet sammen i dag. Nok er kloden ikke indrettet som min barndoms landsby, men alligevel lever vi, som filosoffen Marshall McLuhan forudså i 60’erne, i en art elektronisk global landsby, hvor alle trusler rapporteres øjeblikkeligt på vores skærme, hvor fredsforstyrrere af enhver art får os til at gribe til både seksløbere og andet isenkram, og hvor vi desværre ikke kan sende ødelæggerne på en lukket institution.

Ja, den globale landsby er langtfra fredelig. Det har den aldrig været, men i de gode gamle dage for knap 200 år siden anede vi ikke noget om kampene i Sydafrika mellem Makololo-stammen og Matabele-folket. Og hvad der skete i Australien i samme periode, blev forskønnet af nyhedsmedier som Reuters, hvis begivenhederne da overhovedet nåede frem til overskrifterne i de hjemlige aviser. Sådan er det ikke længere. Måske går vi alle sammen rundt i en permanent tilstand af ”alert”, som man jo skal befinde sig i, når trusler hænger over éns hoved.

Vil vi nogensinde nå dertil, hvor vi kan kassere vores cowboyhatte og vores seksløberbælter og vores seksløbere? At være i besiddelse af alt dette isenkram er jo mentalt handicappet, eller for at sige det rent ud: totalt åndssvagt, klodens klimatiske tilstand taget i betragtning, og alligevel forekommer det klogt og rationelt at beholde det, for hvis nu............







769 visninger1 kommentar

Unitarisk Kirkesamfund