• Formandens blog

Formandens blog.

Opdateret: sept. 10



Epigrammatisk.

Johan Herman Wessel, som var digter og levede i 1700-tallet, morede sig med at skrive epigrammer over kendte, afdøde personer. En af dem var Gert Londemann, som døde i 1773. Denne Londemann udviklede sig, mens han levede, til at blive en af de bedste og vittigste skuespillere i samtiden, en art datidens Dirch Passer, og han løftede nogle af Holbergs teaterskikkelser til hidtil usete og uhørte højder. Det epigram, Wessel skrev om ham, lød kort og fyndigt således:

Man sukker, for han er ey meer,

man husker hvad han var, og leer.

Vi havde i Unitarisk Kirkesamfund en inspirator, som ved sit vid, sin intensitet og sin livfuldhed var til stor glæde for hele kirkesamfundets fællesskab. Han hed Flemming. Nu er han død. Alt for tidligt, sagde vi, da vi hørte om det. Men han var trods alt 94 år.

Han blev bisat forleden fra Tårbæk Kirke. Den dag blev der sukket og grædt. Men allerede ved mindehøjtideligheden bagefter i Skovshoved blev der leet, da vi mindedes hans mange meriter.

Der findes en øvelse i den psykologiske retning, der hedder ACT. Den går ud på at sætte sig ned og overveje, hvordan man helst ser, at man vil blive omtalt ved mindehøjtideligheden efter éns død. Bagefter skal man velsagtens glemme alt om øvelsen og bare efterleve den, uden at lade den venstre hånd vide, hvad den højre gør.

Om Flemming nogen sinde har lavet den øvelse, tror jeg ikke. Hans sind var bare sådan indrettet, at mindehøjtideligheden omkring ham nødvendigvis måtte blive munter og præcist i Flemmings ånd. Der er bisættelser, hvor tavsheden ved mindehøjtideligheden bagefter kan være larmende. Der er bisættelser, hvor nogle få bagefter af pligt får sagt et eller andet. Men ved Flemmings mindehøjtidelighed var der lystighed, og talerækken blev lang.

Det er sandt, at han med sine 94 år blev en gammel mand. Men han gik ikke på gravens rand. Han dansede. Vi falder alle i graven. Om vi slæber os ned i den, om vi danser derned, om vi tumler halvt bevidstløse rundt i måneder og år, før vi falder i den, det véd vi intet om. De gamle vikinger frygtede sottesengen, som de kaldte det, den lange hentærende sygdom, der kun gik én vej: mod graven. Så hellere dø i kamp! Så hellere leve sig helt ud. Så vil man blive husket for det gode og ikke for det triste. Som de gamle nordboer sagde: Fæ dør, frænder dør, man selv dør på samme vis; ét ved jeg, som aldrig dør: dommen over hver mands død.

Det er dét, ACT-øvelsen går ud på: lever du sådan, som du gerne vil mindes? Det er en svær øvelse. Jeg praktiserer den med en vis uvilje. For jeg vil jo gerne være den bedste udgave af mig selv. Og det lykkes aldrig helt. Og til syvende og sidst er vi overladt til andres dømmekraft og dom. Til deres epigrammer. Til deres erindring.

Wessel formulerede alligevel sit eget epigram, måske for at komme andres i forkøbet. Det lød sådan hér:

Han aad og drak, var aldrig glad,

hans Støvlehæle gik han skieve;

han ingen Ting bestille gad.

Tilsidst han gad ei heller leve.

Hvem kunne seriøst ønske sig sådan et epigram? Flemmings epigram var én lang negation af Wessels. Han havde så megen livslyst, at den uundgåelige død var ham tilovers og kom ham på tværs. Han gad godt leve bare lidt længere.

Men hvilket epigram kunne du ønske dig for dig selv? Hvilket epigram kunne jeg ønske for mig selv? Det er det svære spørgsmål, som man må overlade til andre at besvare. Til sin tid.

384 visninger1 kommentar

Unitarisk Kirkesamfund