Formandens blog.

Jordskælv.

Salmedigteren Hans Adolph Brorson er en hyppig gæst til Unitarisk Kirkesamfunds andagter. Hans smukke salme, som også vi synger med stor fornøjelse, ”Op, al den ting, som Gud har gjort”, har stået sin prøve gennem århundreder og er jo reelt en lovprisning af naturens undere og klodens mageløse mangfoldighed. For som Brorson siger: ”Det mindste, han har skabt, er stort og kan hans magt bevise.”

Men når Gud havde skabt naturen, så måtte det logisk set også indebære, at han havde skabt et naturfænomen som jordskælvet. Og sådan ét indtraf i Brorsons levetid, endda på Allehelgensdag. Det var jordskælvet i Lissabon 1. november 1755, hvor antallet af ofre måske nåede op på over 60.000, mange af dem fromme katolske kirkegængere, der var til messe i dagens anledning, og hvis sidste oplevelse blev, at kirkerne styrtede ned over ørene på dem.

Det pinte Brorson. Det pinte ham så meget, at han blev nødt til at forfatte et langt digt om fænomenet, ”Lissabons ynkelige Undergang ved Jorskielv den 1. Nov.1755”. For jordskælvet stemte jo ikke med lovprisningen af den gode Gud, som han selv havde beskrevet så smukt i ”Op, al den ting, som Gud har gjort” og i utallige andre salmer.

Men er Gud da ond? Slet ikke! Det er menneskene, der er onde, mente Brorson. Og derfor må Gud tugte dem ved at sende dem ulykker på halsen. Så kan de lære det, ligesom borgerne i Sodoma og Gomorra gjorde på den hårde måde, også selvom de døde nok ikke nåede at lære noget som helst, hverken dem i Sodoma eller dem i Lissabons mange kirker.

Det er indlysende, at jordskælvet i Tyrkiet, hvor antallet af ofre efterhånden nærmer sig Lissabon’ske højder, ikke kan forstås på den måde. Tiden har ændret sig. Men hvordan kan det så forstås? Verdens lidelser har altid været svære at få indlejret i en meningsfyldt sammenhæng, og især, når det ikke drejer sig om gale despoters vanvittige krige, men om naturfænomener. Ganske vist ser det ud til, at de uhellige alliancer, der er indgået mellem rundhåndede tyrkiske byggematadorer og bestikkelsesparate kommunale byggemyndigheder, er skyld i en del af ulykkerne. Men selve jordskælvet som fænomen er én af de risici, der er forbundet med at bo på denne skrøbelige klode.

At der så stadig er folk, der tænker som Brorson, er bare tankevækkende. Citat fra et religiøst site på nettet:

”Vi kan forstå, hvorfor naturkatastrofer hænder. Det, vi behøver at forstå, er hvorfor Gud tillader dem at ske. Hvorfor tillod Gud tsunamien (i 2004, Red.) at dræbe over 225.000 mennesker i Asien? Hvorfor tillod Gud, at orkanen Katrina ødelagde tusinder af menneskers hjem? For det første, så rokker den slags hændelser ved vores tillid til dette liv, og tvinger os til at tænke på evigheden. Kirker er som regel fyldte efter katastrofer, da mennesker indser hvor skrøbelige deres liv i virkeligheden er, og hvor hurtigt det kan blive taget fra dem. Det, vi ved med sikkerhed er: Gud er god!”

Med andre ord: vi trænger til at blive tugtet af den gode Gud. Så kan vi lære det. Lære at tænke på evigheden!

Men jeg tænker, at det måske var bedre at vende blikket fra evigheden til denne verden. Vi er skrøbelige, javist. Vi er dødelige, javist. Men så længe vi lever, har vi pligt til at forbedre verden en lille smule. Og der er meget, vi selv kan gøre, både før katastroferne indtræder, og også når de er indtrådt. Men om Gud leger kispus med os og sender os vulkanudbrud, Covid, orkaner og jordskælv, det må vi overlade til andre at spekulere over. For som det var i Lissabon, sådan er det også i det østlige Tyrkiet: det går ud over uskyldige mennesker. Det kan ingen teolog bortforklare. Så er det op til den enkelte at give det meningsløse mening, ikke ved subtile fantasterier, men ved at gøre noget.

Det skal nu ikke forhindre os i Unitarisk Kirkesamfund i at synge Brorsons smukke salme stadigvæk. Den er skrevet 21 år før jordskælvet. Ville hans hånd have skælvet, mens han skrev, hvis Lissabon-katastrofen var indtruffet i 1734?