Spirituel konfirmation
Hvordan kan du som barn forberede dig på livets op- og nedture? Er der nogen gode vaner, du kan få nu, som kan være en hjælp?
“Livet kalder på dig…fra barn til ung” er et undervisningsforløb for dig, der godt kunne tænke dig at få nogle redskaber til at få hold på de store følelser, du kan mærke boble op i dig, og de spændende tanker, du er begyndt at få om din fremtid.
Hvad kan du forvente?
I løbet af forløbet undersøger vi sammen:
-
hvordan du som livskunstner er med til at skabe dit eget liv med saft og kraft
-
forskellige syn på naturen, livskunst, etik, værdier, som kan påvirke vores egne og andres verdensbilleder
-
hvordan du kan bidrage med den, du er som person i de store og små fælleskaber du er en del af, både globalt og lokalt
-
hvad det vil sige at være menneske, og hvilke værdier der er vigtige for dig, og hvilke handlinger i hverdagen der kan hjælpe dig til at leve efter dine værdier
-
hvilke evner der kan hjælpe dig med at være åben for andre menneskers syn på verden
Hvordan vil det foregå?
Det er en særlig begivenhed at gå fra barndom til ungdom. Derfor fejres det med en ceremoni med dine venner og familie, hvor du og de andre, der har deltaget i undervisningen, er med til at skabe en festlig begivenhed med musik, rituelle handlinger og tekster, som har betydning for dig og afspejler noget af det, du har taget med dig i løbet af undervisningen.
Vedrørende næste sæson for spirituel konfirmation.
Vi går ud fra som en selvfølge, at der bliver en sæson 2 for spirituel konfirmation. Dette års forløb har været en overvældende succes.
Der vil således også til næste sæson være tale om et forløb med en række moduler. De bliver afholdt i vinteren/foråret 2024 og slutter med en højtidelig konfirmationsceremoni i kirkesalen i Unitarernes Hus lørdag d. 20. april.
Der vil være en introduktion og tilmelding til forløbet mandag d. 21. august kl. 19:30 i Unitarernes Hus på Dag Hammarskjölds Allé 30 på Østerbro.
Med venlig hilsen
Niels Kjeld Thorsen
Formand for Unitarisk Kirkesamfund i Danmark
Løbende tilmelding til spirituel konfirmation
Send en tilmelding til nielskjeldthorsen@gmail.com eller mikael.myphotoa@gmail.com
Mød dine undervisere



Niels Kjeld Thorsen
Jeg er formand for Unitarisk Kirkesamfund. Gennem en menneskealder var jeg gymnasielærer på Morsø
Gymnasium i fagene historie, oldtidskundskab, religion, filosofi og psykologi. Jeg har altid været optaget af
unge menneskers forhold til religion og filosofi, og konceptet SPIRITUEL KONFIRMATION er for mig at se ét
af svarene på den nye tids udfordringer for unge mennesker.
Sara Alice Thorsen
Jeg er en del af konfirmations undervisningsforløbet, fordi jeg tror på vigtigheden af, at vi taler med hinanden om det, der betyder noget.
Jeg finder det afgørende for vores udvikling til ansvarsfulde mennesker, at vi deler filosofiske, etiske og
spirituelle holdninger på tværs af religion og miljømæssig baggrund.
Min faglige baggrund for dette er, at jeg har arbejdet som billedkunstner, og psykoterapeut mpf. gennem
mange år.
At deltage i spirituel konfirmationsforberedelse skal for mig at se være en uforglemmelig, sjov og
inspirerende oplevelse.
Mikael Fabrin
Jeg er ved at uddanne mig til lingvist, og derfor interesserer jeg mig rigtig meget for sprog og kommunikation. Sprog er et magtfuldt redskab.
Til alle tider har vi brugt myter og mytologier til at forme vores virkelighed. Det er vigtigt at unge bliver klar over at historier kan have stor magt over os, både dem vi fortæller om os selv og dem andre fortæller os fordi vi skal opføre os på en bestemt måde.

Mette Mikkelsen
Jeg er mor, kæreste, økonom, facilitator, coach, ven og så er jeg optaget af, hvordan vi får lavet fællesskaber og ritualer i det moderne samfund, som bidrager til, at vi alle trives.
Og så er jeg nysgerrig på mennesker og øver mig hver dag på samtaler, der gør en forskel. Samtale der handler om livskunst, livets ritualer, etik og moral. Samtaler hvor begge parter bliver klogere.
På det seneste har jeg fordybet mig i, hvordan vi afslutter vores liv på jorden bl.a. med en end-of-life-doula uddannelse fra University of Vermont og som våger i Dansk Røde Kors vågetjeneste. Særligt citatet af Villy Sørensen 'Der er liv i døden og død i livet, og måske mest liv i livet, hvis døden er med i det,' har inspireret mig til at tage døden med ombord i dagligdagen.
Jeg bor på Østerbro sammen med Tobias min kæreste gennem +25 år, vores søn på 12 år og datter på 17 år. Når jeg går på arbejde, så er det i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
Jeg holder meget af den åbne samtale, musikken, og den fordybelse, som andagterne i Unitarisk Kirkesamfund giver mulighed for. Jeg er ikke medlem og ser mig selv som spirituel og ikke-religiøs.